Hvordan sætter man automatisk genereret indholdsfortegnelse i Word

Klik på din første overskrift med venstre musetast.

Klik på knappen “Overskrift 1” (du ser den øverst, når du har valgt fanen “Startside”). Nu ved Word, at overskriften er en overskrift og ikke bare alm. tekst.

Gør det samme med alle dine overskrifter. Bliv ved med at bruge knappen “Overskrift 1”. De andre knapper (“Overskrift 2, 3, 4 osv.) er til underoverskrifter.

Når du har “fortalt” Word, hvad der er overskrift, skal du klikke øverst i dokumentet med venstre musetast (altså der, hvor du vil have Indholdsfortegnelsen).

Tryk på Referencer (fanen øverst). Tryk på Indholdsfortegnelse, og vælg fx den første.

Underoverskrifter i indholdsfortegnelsen

Hvis du også har underoverskrifter, skal du “fortælle” Word, at de er underoverskrifter. Det gøres som antydet ved at vælge knapperne “Overskrift 2, 3 osv.”. Normalt kan man ikke se dem, før man har trykket på knapperne til højre for “Overskrift 1”-knappen.

Kan man ændre skrifttype og størrelse i overskrifterne??

Ja, det kan man godt.

Det nemmeste er at højreklikke på knappen “Overskrift 1” og herefter vælge “Redigér”. Så får du mulighed for at ændre det meste, fx skrifttype, størrelse – ja, måske vil du ikke have den farve, som Word automatisk vælger for dig.

Når du ser redigeringsvinduet, kan du se, at der er sat flueben ved “Kun i dette dokument”. Det betyder, at ændringerne ikke påvirker alle de andre dokumenter, som du kommer til at lave senere. Men man kan godt ændre det, hvis det skulle være interessant.

Hvordan opretter man en side på facebook?

Allerførst skal du have en profil på Facebook. Har du det nu?

Godt så…

Log ind på Facebook.

I menuen til venstre skal du finde linket “Sider”. Måske kan du ikke se det og må derfor klikke på linket “Flere” (altså også i menuen til venstre).

Når du har klikket på “Sider”, skal du blot klikke på “Opret side” øverst i midten.

Herefter følger du bare den brugervenlige guide.

FAQ

  • Koster det noget at oprette en side på Facebook? Nej
  • Kan jeg vise den på min hjemmeside? Ja, når du har oprettet en side, skal du blot vælge knappen “Tilføj en synes godt om-boks”.

 

Facebook dk

Hvad er søgemaskineoptimering?

Når man søger efter et emne ved hjælp af en søgemaskine, fx Google, er der forskel på, hvor høj placering de forskellige hjemmesider har. Nogle er i toppen af side et, mens andre ligger på side 3 eller 4. Søgemaskineoptimering handler om at få en hjemmeside så højt op i søgeresultaterne som muligt.

Det gøres bl.a. ved at skaffe links til den pågældende side; der findes dog en lang række andre forhold, som har betydning. Fx skal teksterne på hjemmeside indeholde de søgeord, som man ønsker at blive fundet på.

Hvordan sætter man kode i et worddokument?

Koden indsættes, når du gemmer word-dokumentet:

1) Tryk på Office-knappen (den runde øverst til venstre).

2) Vælg “Gem som“.Tryk på “Funktioner” (lige til venstre for knappen “Gem”).

kode i word dokument

3) Vælg “Generelle indstillinger“. Indtast en kode (du kan vælge kode både til åbning og til redigering af dokumentet.

I punkt 2) kan du også vælge at gemme som PDF.

Har du kommentarer til artiklen “Hvordan sætter man kode i et worddokument?”, så skriv nedenfor.

Hvordan bruger man excel regneark?

Excel er nemmest at lære ved at begynde med nogle af de mest grundlæggende formler:

Plus:

For at plusse to tal i to celler (fx A1 og A2) skriver man =A1+A2. Hvis du fx vil have resultatet i A3, så klik i cellen A3 og skriv =A1+A2.

Gange:

A1*A2

Dividere:

A1/A2

Man kan også lave diagrammer. Her skal du bruge en række tal, fx kan du lave et søjlediagram, der viser elevers karakterer. Skriv navne i cellerne A1, A2, A3 og A4. Skriv elevernes karakterer i cellerne B1, B2, B3 og B4. Marker både navne og tal ved at trække med venstre musetast fra A1 og ned til B4. Tryk på “Indsæt” (øverst). Vælg “Søjle”. Vælg en type, fx 3D.

Hvis du er interesseret i, hvordan man bruger Excel regneark på en lidt mere avanceret måde, kan du se en guide til regneark her.

Hvordan print screen på bærbar computer?

Print screen funktionen er lidt anderledes på en bærbar computer.

1) Se nederst til venstre på tastaturet. Her har du knappen “Fn”.

2) Øverst til højre har du knappen “Insert / Prt Scr” (det sidste er en forkortelse for “Print screen”).

3) Hold “Fn” nede, og tryk på “Insert / Prt Scr”.

4) Gå ind i et andet dokument, fx Word, og hold CTRL nede og tryk på V.

Hvordan gemmer man i pdf?

Når du har skrevet noget i Word, kan du sagtens gemme det i PDF:

1) Tryk på Office-knappen (den runde øverst til venstre).

2) Hold pilen over “Gem som”.

3) Tryk på “PDF eller XPS”.

Sådan gemmer man i PDF. Fordelen er, at andre (normalt) ikke kan ændre i det, når det er PDF-format.

Kan man ændre et PDF-dokument til Word?

Ja, se fx guiden her.

Hvor hurtigt er mit internet?

Test det lige her.

Hastigheden måles i to tal: Din download-hastighed og din upload-hastighed.

De fleste har en langt hurtigere download-hastighed, fordi det er vigtigere en upload-hastigheden.

Til almindeligt privat brug kan man fx have 10 Mbit/s i download og 1 Mbit/s i upload. I den praktiske test vil man opdage, at det kan være lidt lavere end det, som man får at vide, når man spørger leverandøren om, hvor hurtigt internettet er.